Samfundsøkonomisk cost-benefit- og omkostningseffektivitetsanalyse

Hvorfor det er vigtigt for offentlig værdi

Hvert år vælger budgetudvalg, bestyrelser og lovgivende forsamlinger mellem programmer, der ikke kan sammenlignes alene på pris, fordi det, hvert program køber, er forskelligt af art: en oversvømmelsesbeskyttelse, en rygestoptjeneste og et læseprogram for de mindste børn trækker alle på den samme begrænsede pulje af offentlige midler, men ingen af deres output deler en enhed. Samfundsøkonomisk cost-benefit-analyse (CBA) og omkostningseffektivitetsanalyse (CEA) findes for at besvare det spørgsmål, et almindeligt regnskab ikke kan: ikke blot hvad koster dette, men er det umagen værd sammenlignet med, hvad de samme penge ellers kunne gøre.

Disciplinen betyder mere, ikke mindre, når en beslutning er omstridt. En minister, der foreslår en ny motorvej, et råd, der overvejer et subsidieret busnet over for en jernbaneforbindelse, eller et sundhedsministerium, der vælger, hvilke vacciner der skal finansieres, kan ikke afgøre striden alene ud fra politisk præference uden til sidst at stå over for, om valget skabte mere offentlig værdi end det fravalgte alternativ. Formel CBA og CEA giver det spørgsmål en fælles, reviderbar metode – ikke et mekanisk svar, der erstatter skøn, men en struktureret redegørelse for antagelser, der kan tjekkes, udfordres og revideres, på en måde som instinkt ikke kan.

Metoden har også reelle grænser, som en skødesløs bruger forveksler med præcision. Hvert tal i en cost-benefit-vurdering hviler på antagelser – fremtidige priser, værdien af et leveår, hvor kraftigt en fordel tredive år ude i fremtiden skal diskonteres – og hver antagelse indeholder et skøn, som et regneark kan sløre, men aldrig fjerne. Dette emne bygger på resultatordforrådet fra Emne 2.1 (se Emne 2.1 — Scorecard for offentlig værdi og resultatrammer) for at give de skøn navne, så en leder kan forsvare eller udfordre dem eksplicit i stedet for at lade dem gemme sig inde i en diskonteringsrente, ingen i rummet valgte at udspørge.

Kernebegreber

Cost-benefit-analyse omregner alle væsentlige omkostninger og fordele ved en foreslået handling til en fælles pengeenhed, diskonterer hver til et fælles tidspunkt og sammenligner de resulterende nutidsværdier for at bedømme, om et program skaber mere værdi, end det forbruger. Dens teoretiske grundlag er Kaldor–Hicks-effektivitetskriteriet: en handling er værd at foretage, hvis de, der vinder, i princippet fuldt ud kunne kompensere de, der taber, og stadig have det bedre, selv om kompensationen aldrig sker. Denne hypotetiske kompensationstest er det, der lader CBA lægge gevinster og tab sammen på tværs af forskellige personer, som om et pund eller en dollar betyder det samme for alle, en antagelse dette emne vender tilbage til under fordelingsvægtning.

Nettonutidsværdi (NPV) er det enkelte tal, en cost-benefit-vurdering som regel frembringer: summen af alle fremtidige fordele minus alle fremtidige omkostninger, hver omregnet til dagens penge ved hjælp af en diskonteringsrente. En positiv nettonutidsværdi betyder, at programmet er værd at gennemføre alene af effektivitetshensyn; at sammenligne konkurrerende programmers nettonutidsværdier rangerer dem efter, hvor megen værdi hvert skaber pr. enhed offentlige penge, der forpligtes.

Skyggepriser tillægger en pengeværdi til et gode, en omkostning eller en fordel uden observerbar markedspris – ren luft, et leveår, sparet rejsetid, et bevaret vådområde – fordi en pris enten ikke findes eller er forvredet af en skat, et tilskud eller et monopol. Analytikere udleder skyggepriser på to måder: metoder med afslørede præferencer udleder værdi af, hvad folk faktisk gør, såsom hedonisk prissætning, der uddrager værdien af en egenskab (ro, ren luft, en god skole i nærheden) fra, hvordan den ændrer prisen på et omsætteligt gode, typisk et hus; metoder med angivne præferencer spørger folk direkte, oftest gennem betinget værdisætning (contingent valuation), en spørgeskemateknik, der spørger respondenter om deres betalingsvilje for en hypotetisk ændring i et ikke-markedsgode, såsom beskyttelse af en strækning kystlinje.

Værdien af et statistisk liv (VSL) er den skyggepris, de fleste vurderinger griber til, når en politik ændrer sandsynligheden, ikke vissheden, for, at nogen dør – en færdselssikkerhedsforanstaltning, der reducerer de årlige dødsfald med en brøkdel af en person, for eksempel. Den udledes af, hvad folk observeres at acceptere, eller siger, de ville acceptere, for en lille ændring i dødsrisiko, og skaleres så op; den prissætter ikke et identificeret individs liv, et skel vejledningen understreger, fordi de to rutinemæssigt og fejlagtigt forveksles i den offentlige debat.

Omkostningseffektivitetsanalyse sammenligner programmer ved hjælp af et enkelt ikke-monetariseret resultatmål i stedet for at omregne hver fordel til penge – en omkostning pr. forebygget tilfælde, pr. undgået ton udledning eller, oftest i sundhedsøkonomi, en omkostning pr. kvalitetsjusteret leveår (QALY), et mål der kombinerer overlevelse og helbredsrelateret livskvalitet i én enhed, hvor et år i fuldt helbred scorer 1. CEA er det rette redskab, frem for CBA, når resultatet modstår troværdig omregning til penge, eller hvor en sådan omregning selv ville være så etisk eller politisk omstridt, at den ville overskygge analysen; den rangerer muligheder pr. enhed af det valgte resultat frem for at levere en enkelt dom om, hvorvidt et program er umagen værd i absolut forstand.

Fordelingsvægtning justerer den grundlæggende CBA-aritmetik for at afspejle, at et pund eller en dollar er mere værd, i velfærdstermer, for en fattig husstand end for en rig – den standardøkonomiske antagelse om aftagende marginalnytte af indkomst. Uvægtet CBA behandler en fordel på 100 US-dollar til en lavindkomsthusstand og den samme fordel til en højindkomsthusstand som identiske, præcis hvad Kaldor–Hicks-effektivitet tillader og fordelingsvægtning findes for at rette; at anvende den systematisk kan ændre rangordenen af programmer, der ellers ser ens ud alene på effektivitet (se Emne 3.5 — Lighed, retfærdighed og fordelingsretfærdighed).

Social diskonteringsrente omregner fremtidige omkostninger og fordele til nutidsværdier og er et af de mest afgørende, omstridte tal i hele vurderingen. En højere rente skrumper nutidsværdien af alt, der ligger årtier ude i fremtiden, og stiller systematisk programmer dårligere – oversvømmelsesbeskyttelse, biodiversitetsbeskyttelse, klimaafbødning – hvis omkostninger falder nu, og hvis fordele falder hos fremtidige generationer, hvilket rejser et direkte spørgsmål om mellemgenerationel retfærdighed, dette emne vender tilbage til under drøftelsesspørgsmål og fejlmønstre.

Bedste praksis

1. Fastlæg kontrafaktuel, før du fastlægger tallene. Hver omkostning og fordel i en CBA eller CEA er en sammenligning med, hvad der ellers ville være sket, så aftal nulalternativet, før noget tal estimeres, ellers vil vurderingen stille og roligt sammenligne forslaget med det forkerte alternativ.
2. Angiv diskonteringsrenten og dens kilde på forsiden af hver vurdering. En rente valgt uden forklaring inviterer mistanken om, at den frembragte et foretrukket svar; at angive kilden lader en læser kontrollere den frem for at tage den på tro.
3. Foretræk CEA frem for CBA, når omregning af resultatet til penge ville være mere omstridt end selve beslutningen. At tvinge en pris på et gode uden forsvarlig skyggepris gør ikke analysen mere stringent; et velopbygget omkostningseffektivitetsforhold er ofte det mere ærlige redskab.
4. Offentliggør de anvendte skyggepriser, ikke kun de totaler, de frembringer. En læser, der kan se et leveårs specifikke, kildebelagte værdi, kan bedømme, om den er rimelig i deres kontekst; vist kun en endelig nettonutidsværdi kan de ikke auditere noget.
5. Kør en fordelingsvægtet variant ved siden af den uvægtede vurdering, ikke i stedet for den. At vise begge tal sammen holder effektivitetsargumentet og lighedsargumentet synlige side om side frem for at lade det ene stille og roligt erstatte det andet (se Emne 3.5 — Lighed, retfærdighed og fordelingsretfærdighed).
6. Afprøv rangordenens følsomhed over for diskonteringsrenten, før du forpligter dig til en beslutning. Hvis et skifte mellem to forsvarlige renter vender, hvilket program der ser bedst ud, er den ustabilitet i sig selv et fund, beslutningstageren har brug for, ikke en fodnote at begrave i et bilag.
7. Adskil korrektion for optimismebias fra reel usikkerhed. Vurderere undervurderer systematisk omkostninger og overvurderer fordele ved nye projekter; anvend en dokumenteret justering for den kendte bias, adskilt fra modellering af reel usikkerhed i de underliggende data.
8. Brug betalingsvilje-estimater fra en kontekst tæt på din egen, og sig det. En skyggepris estimeret ved ét lands indkomstniveau overføres ikke automatisk til et andet; notér kildestudiets kontekst og markér hullet frem for stiltiende at importere tallet.
9. Rapportér et omkostningseffektivitetsforholds sandsynlige interval, ikke ét tal. Et punktestimat af omkostning pr. resultat inviterer til falsk præcision; at vise intervallet lader en bestyrelse se, hvor megen tillid tallet fortjener.
10. Led reelt ikke-monetære resultater til en supplerende metode frem for at tvinge en skyggepris på dem. Hvor et resultat modstår både troværdig omregning til penge og et enkelt effektivitetsmål, så inddrag socialt investeringsafkast eller forandringsteori-metoder i stedet for at opgive stringens helt (se Emne 2.3 — Socialt investeringsafkast og effektmåling).

Spørgsmål at drøfte med dit team

Hvilken diskonteringsrente bruger vi, og kunne vi forsvare den offentligt? Diskonteringsrenten er ikke en neutral teknisk parameter; den indkoder et syn på, hvor meget fremtidige generationers velfærd tæller i forhold til nutidens, og en rente lånt ukritisk fra en anden jurisdiktions vejledning afspejler måske ikke jeres egen finanspolitiske position eller værdier. Spørg, hvem der valgte den anvendte rente, om den er gennemgået siden vedtagelsen, og om teamet kunne forklare en borger, hvorfor netop dette tal blev brugt frem for et højere eller lavere. Hvis ingen kan svare ud over «det er, hvad skabelonen bruger», så behandl det som et hul, der skal lukkes før den næste større vurdering.

Hvor har vores CBA eller CEA stille og roligt antaget, at alles pund er lige meget værd? Standard cost-benefit-analyse behandler en fordel til en velhavende husstand og en lige så stor fordel til en fattig husstand som identiske, en antagelse der er let at glemme er en antagelse, når den først er begravet i et regneark. Gå jeres seneste større vurdering igennem og tjek, om dens vindere og tabere er jævnt fordelt over indkomstgrupper eller koncentreret i den ene ende. Hvis den er skæv, så drøft, om fordelingsvægtning ville ændre anbefalingen, og hvis den ville, så spørg hvorfor den variant ikke blev præsenteret for beslutningstageren.

Er denne beslutning bedre egnet til cost-benefit- eller omkostningseffektivitetsanalyse, og valgte vi det bevidst? Nogle fordele modstår reelt troværdig omregning til penge, og at tvinge en skyggepris på dem kan frembringe et falsk præcist tal, der udhuler tilliden, når det udfordres. Drøft det specifikke resultat, der er på spil, og om en forsvarlig pengeværdi findes for det, eller om et omkostning-pr.-resultat-mål bedre ville modstå granskning. Hvis metoden blev valgt blot fordi den er teamets standardskabelon, så sig det og overvej at skifte.

Hvad ville ændre vores anbefaling, hvis vi varierede vores centrale antagelser inden for et rimeligt interval? En overskrifts-nettonutidsværdi eller et omkostningseffektivitetsforhold, der ser robust ud, kan afhænge helt af én omstridt antagelse – en skyggepris, en diskonteringsrente, en prognose for tilslutning – ingen har stresstestet. Gå de antagelser igennem, der er mest sandsynlige at blive udfordret, og drøft, hvad der sker med rangordenen, hvis hver flyttes til kanten af et forsvarligt interval. Hvis anbefalingen vender under en rimelig variation, har beslutningstageren brug for at se den ustabilitet direkte, ikke et enkelt selvsikkert udseende tal.

Hvis velfærd har vi udeladt af denne vurdering, og hvorfor? En cost-benefit-analyse er kun så fuldstændig som de interessenter, den medregner, og omkostninger eller fordele, der falder på en gruppe med svag stemme – fremtidige generationer, ikke-borgere, et økosystem uden markedspris – udelades almindeligvis gennem vurderingens standardafgrænsning snarere end af ond vilje. Drøft, hvem der er inden for den afgrænsning, og hvem der er uden for, og om afgrænsningen svarer til, hvem beslutningen faktisk berører. Hvor en gruppe er udeladt af praktiske grunde, så sig det i fremstillingen frem for at lade udeladelsen passere stiltiende.

Hvordan vil vi vide, bagefter, om denne vurderings antagelser var rigtige? For mange vurderinger udarbejdes én gang, på business case-stadiet, og gentænkes aldrig, når pengene er brugt, så en systematisk forkert skyggepris eller diskonteringsrente kan gå ukorrigeret i årevis. Drøft, hvad der skal måles efter implementeringen for at tjekke vurderingens centrale antagelser, og hvem der er ansvarlig for at køre den kontrol. Hvis ingen efterfølgende evaluering er planlagt, så behandl vurderingen som foreløbig, ikke afgjort (se Emne 2.4 — Økonometri i den offentlige sektor og programevaluering).

I praksis: et eksempel på offentlig værdi

Meridian County, en fiktiv mellemstor regional myndighed brugt her udelukkende til at illustrere emnets begreber, stod over for et valg mellem to oversvømmelsesresiliens-forslag, der konkurrerede om den samme anlægsbevilling på 38 millioner US-dollar. Det første, en hård ingeniørløsning med forhøjede flodmure og en pumpestation, beskyttede cirka 4.200 husstande mod en oversvømmelse, der indtræffer én gang hvert hundrede år, inden for fire år. Det andet, et program for opstrøms genetablering af vådområder, beskyttede færre husstande direkte og langsommere, men reducerede oversvømmelsestoppe over et langt bredere opland, bandt kulstof og skabte habitatværdi, der ville vokse over årtier.

Vurderingsholdet begyndte med cost-benefit-analyse for elementer med forsvarlige skyggepriser: undgået ejendomsskade fra forsikringsskadedata, undgåede forstyrrelsesomkostninger fra offentliggjorte værdier for rejsetid og driftsafbrydelse og undgået livsrisiko fra en nationalt offentliggjort værdi af et statistisk liv. Alene på disse kategorier viste den hårde ingeniørløsning en højere nettonutidsværdi, fordi dens fordele kom tidligere, og diskonteringsrenten skrumpede vådområdeløsningens langsommere opbyggede fordele kraftigere.

To yderligere skridt ændrede billedet. Holdet kørte en fordelingsvægtet variant: vådområdeløsningen beskyttede uforholdsmæssigt de laveste indkomstpostnumre i amtet, mens den hårde ingeniørløsning mest beskyttede et riverside-distrikt med højere indkomst, og at vægte fordele efter husstandsindkomst indsnævrede forskellen væsentligt. Holdet vurderede også, at vådområdeløsningens kulstof- og habitatværdi modstod én forsvarlig skyggepris, så i stedet for at tvinge en frem rapporterede de den som et omkostningseffektivitetstillæg – omkostning pr. genetableret hektar, omkostning pr. bundet ton kulstof – og markerede resten til en øvelse i socialt investeringsafkast, der allerede var i gang (se Emne 2.3 — Socialt investeringsafkast og effektmåling). Med effektivitets-, fordelings- og ikke-monetær dokumentation fremlagt sammen valgte rådet en faseopdelt tilgang: vådområdeløsningen først, med et mindre hårdt ingeniørelement bibeholdt for de højest risikofyldte gader, den ikke ville beskytte inden for finansieringsperioden.

Fire sektorlinser

Lokal forvaltning

Lokale myndigheder kører vurderinger under strammere anlægsbegrænsninger og tyndere intern økonomisk kapacitet end national forvaltning, så diskonteringsrenter og skyggepriser oftere arves ubesvaret fra national vejledning end udledes lokalt. Det gør fordelingsvægtning særligt vigtig på lokalt niveau, fordi et enkelt projekts vindere og tabere som regel sidder inden for én myndigheds grænser og er mere synlige for rådsmedlemmer end et nationalt programs spredte virkninger, hvilket gør en uvægtet vurdering sværere at forsvare offentligt.

National forvaltning

Nationale regeringer rummer typisk den autoritative vejledning om diskonteringsrente og skyggepriser, som andre niveauer og sektorer låner, offentliggjort gennem et centralt finansministeriums vurderingshåndbog, og bærer det største ansvar for at få den rigtig, da den anvendes på tværs af det bredeste udvalg af programtyper og de største anlægssummer. Nationale vurderingsenheder bærer også den tungeste byrde med hensyn til efterfølgende evaluering, da en biased skyggepris indlejret i national vejledning forplanter sig til enhver underordnet vurdering, der citerer den.

Den sociale sektor og nonprofit

Nonprofitorganisationer og ikke-statslige organisationer har sjældent kapacitet til at køre en fuld monetariseret cost-benefit-analyse, og de resultater, de forfølger – værdighed, myndiggørelse, samfundssammenhængskraft – modstår oftere troværdig skyggeprissætning helt, hvilket gør omkostningseffektivitetsanalyse og supplerende effektmålingsmetoder til det naturlige standardvalg (se Emne 2.3 — Socialt investeringsafkast og effektmåling). Hvor en bidragyder kræver en formel CBA, er sektorens særlige risiko en skyggepris lånt fra en urelateret kontekst og anvendt ukritisk, fordi intet alternativ er umiddelbart tilgængeligt.

Multilateral og international

Multilaterale udviklingsinstitutioner anvender cost-benefit- og omkostningseffektivitetsanalyse på tværs af vidt forskellige indkomstniveauer inden for en enkelt portefølje, hvilket gør skyggeprissætning – især værdien af et statistisk liv og diskonteringsrenten – langt mere afgørende og omstridt end i en enkeltlandsvurdering, da en skyggepris kalibreret til et højindkomstlands betalingsvilje systematisk kan undervurdere fordele for lavindkomstbefolkninger, hvis den overføres ukritisk. Vurdering på tværs af lande sætter også mellemgenerationel retfærdighed i centrum af diskonteringsrentedebatten, da beslutninger truffet af et internationalt organ påvirker generationer på tværs af jurisdiktioner, der ikke havde plads til at fastsætte renten.

Almindelige fejlmønstre

Den lånte diskonteringsrente. Et team, der står over for en større vurdering, vedtager den diskonteringsrente, en skabelon eller et tidligere projekt brugte, uden at tjekke, om den stadig er aktuel eller passer til programmets tidshorisont. Omkostningen er en rangorden, der ser autoritativ ud, men hviler på et tal, ingen valgte bevidst, og som falder sammen under den første alvorlige udfordring.

At omregne til penge det, der skulle have været talt, ikke prissat. Under pres for at frembringe en enkelt nettonutidsværdi tvinger en analytiker en skyggepris på et resultat – værdighed, kulturel værdi, et økosystems eksistensværdi – uden forsvarlig markedsanalog og frembringer et tal præcist nok til at se stringent ud og svagt nok til at lade hele vurderingens troværdighed falde sammen, når det udfordres.

Uvægtet effektivitet forvekslet med hele svaret. Et program med en stærkt positiv nettonutidsværdi godkendes uden at nogen spørger, hvem der vinder, og hvem der taber, fordi Kaldor–Hicks-effektivitet ikke kræver, at det spørgsmål stilles. Omkostningen falder på den gruppe, hvis tab var reelle, men aldrig talt med, og viser sig senere som et legitimitetsproblem frem for et vurderingsproblem.

Vurderingen, der aldrig kontrolleres mod udfaldet. En business cases skyggepriser og efterspørgselsprognoser behandles som afgjort, når finansieringen er godkendt, og ingen vender tilbage for at sammenligne dem med, hvad der faktisk skete. En biased antagelse indlejret i én vurdering genbruges så, ukorrigeret, i den næste.

Omkostningseffektivitetsforhold sammenlignet på tværs af uforenelige resultatmål. Et omkostning-pr.-resultat-tal fra ét program holdes direkte op mod et andet, hvis resultatmål er defineret anderledes, hvilket frembringer en rangorden, der ligner en fair sammenligning, men ikke er det, og en ressourcebeslutning træffes så på en sammenligning, der aldrig var gyldig.

Modenhedsmodel

Tjekliste

• Dokumentér nulalternativet som kontrafaktuel, før du estimerer nogen omkostning eller fordel.
• Angiv den anvendte diskonteringsrente, dens kilde og datoen for sidste gennemgang.
• Bekræft, om CBA eller CEA passer til denne beslutning, og notér hvorfor.
• Offentliggør de specifikke skyggepriser, der er brugt, ikke kun de resulterende totaler.
• Frembring en fordelingsvægtet variant ved siden af det uvægtede resultat.
• Kør en følsomhedsanalyse på diskonteringsrenten og de største skyggepriser, og rapportér intervallet.
• Anvend en dokumenteret korrektion for optimismebias på omkostnings- og fordelsprognoser.
• Kontrollér, at enhver lånt betalingsvilje eller værdi af et statistisk liv passer til denne kontekst.
• Rapportér et omkostningseffektivitetsforhold med et sandsynligt interval, ikke et enkelt punktestimat.
• Identificér, hvem der er inden for og uden for vurderingens afgrænsning, og oplys enhver væsentlig udeladelse.
• Planlæg en efterfølgende evaluering for ethvert program, hvis sag byggede på en omstridt antagelse.

Centrale kilder

Cost-benefit- og omkostningseffektivitetsrammeværket her følger den velfærdsøkonomiske tradition fra Kaldors og Hicks' kompensationskriterier til moderne anvendt praksis, mest omfattende fremlagt i Boardman, Greenberg, Vining og Weimers Cost-Benefit Analysis: Concepts and Practice. National og multilateral vurderingsvejledning danner grundlaget for drøftelsen af diskonteringsrente og skyggeprissætning: HM Treasurys Green Book, det amerikanske Office of Management and Budgets Circular A-4 og Verdensbankens vejledning om diskontering. Drøftelsen af fordelingsvægtning og mellemgenerationel retfærdighed bygger på OECD's anvendte miljøøkonomiske cost-benefit-arbejde og Stern Reviews brug af en lav diskonteringsrente for klimapolitik, en af de mest offentligt omstridte anvendelser af dette emnes metode.

Henvisninger

1. Cost–benefit analysis — Wikipedia — https://en.wikipedia.org/wiki/Cost%E2%80%93benefit_analysis
2. Cost-effectiveness analysis — Wikipedia — https://en.wikipedia.org/wiki/Cost-effectiveness_analysis
3. Shadow price — Wikipedia — https://en.wikipedia.org/wiki/Shadow_price
4. Social discount rate — Wikipedia — https://en.wikipedia.org/wiki/Social_discount_rate
5. Willingness to pay — Wikipedia — https://en.wikipedia.org/wiki/Willingness_to_pay
6. Value of a statistical life — Wikipedia — https://en.wikipedia.org/wiki/Value_of_a_statistical_life
7. Contingent valuation — Wikipedia — https://en.wikipedia.org/wiki/Contingent_valuation
8. Welfare economics — Wikipedia — https://en.wikipedia.org/wiki/Welfare_economics
9. Kaldor–Hicks efficiency — Wikipedia — https://en.wikipedia.org/wiki/Kaldor%E2%80%93Hicks_efficiency
10. Quality-adjusted life year — Wikipedia — https://en.wikipedia.org/wiki/Quality-adjusted_life_year
11. Intergenerational equity — Wikipedia — https://en.wikipedia.org/wiki/Intergenerational_equity
12. Stern Review on the Economics of Climate Change — Wikipedia — https://en.wikipedia.org/wiki/Stern_Review
13. The Green Book: Central Government Guidance on Appraisal and Evaluation — HM Treasury — https://www.gov.uk/government/publications/the-green-book-appraisal-and-evaluation-in-central-government
14. Circular A-4, Regulatory Analysis (revised 2023) — US Office of Management and Budget — https://bidenwhitehouse.archives.gov/wp-content/uploads/2023/11/CircularA-4.pdf
15. Discounting Costs and Benefits in Economic Analysis of World Bank Projects — World Bank — https://documents.worldbank.org/en/publication/documents-reports/documentdetail/099610503022315638
16. Cost-Benefit Analysis and the Environment: Further Developments and Policy Use — OECD — https://www.oecd.org/en/publications/2018/06/cost-benefit-analysis-and-the-environment_g1g8b70e.html
17. Cost-Benefit Analysis: Concepts and Practice (5th edition) — Anthony E. Boardman, David H. Greenberg, Aidan R. Vining, David L. Weimer, Cambridge University Press — https://www.cambridge.org/highereducation/books/cost-benefit-analysis/484720E57798B7E7A29C7156407CD4A1