Socialt investeringsafkast og effektmåling

Hvorfor det er vigtigt for offentlig værdi

Bidragydere, kommissionerende myndigheder og bestyrelser vil i stigende grad have ét sammenligneligt tal, der fortæller dem, om et program er værd at fortsætte. Socialt investeringsafkast (Social Return on Investment, SROI) lover netop det: et forhold, udtrykt som så mange valutaenheder af skabt social værdi for hver investeret enhed. Løftet er forførende, fordi det låner et finansielt afkasts læselighed, mens det påstår at fange det, et finansielt afkast ikke kan – mindsket ensomhed, genvundet selvtillid, en ung, der bliver i uddannelse.

Spændingen, en læser står over for i år, er, at tallet som regel er mere selvsikkert end den dokumentation, der ligger bag. Presset for at frembringe et stort, forsvarligt forhold kan stille og roligt omforme, hvilke resultater der vælges, hvilke finansielle proxyer der bruges, og hvilke forbehold der droppes fra finansieringsansøgningen, før den forlader huset. Nogle af de resultater, en organisation i den sociale sektor skaber – værdighed, tilhørsforhold, kulturel kontinuitet – er nogle, mange praktikere mener aldrig bør reduceres til et pengebeløb, af princip og ikke blot på grund af vanskelighed.

Dette er det territorium, som formel cost-benefit-analyse forbeholder sig (se Emne 2.2 — Samfundsøkonomisk cost-benefit- og omkostningseffektivitetsanalyse), og som behandler omregning til penge som et løst metodisk problem: find skyggeprisen, anvend diskonteringsrenten, vej fordelingen. Dette emne dækker det sværere tilfælde – hvor omregning til penge enten endnu ikke er mulig med nogen stringens, eller hvor det at tvinge den igennem selv er det omstridte træk. At få dette rigtigt er vigtigt, fordi alternativet til en disciplineret SROI- eller forandringsteori-øvelse ikke er «ingen måling» – det er en udisciplineret en, udsmykket med et forhold, der ser præcist ud og ikke er det.

Kernebegreber

En forandringsteori er den eksplicitte, afprøvelige fortælling om, hvordan og hvorfor en organisations aktiviteter forventes at føre til de resultater, den påstår. Forandringsteorien introduceres som den disciplin, der holder en logisk model ærlig om, hvad den faktisk påstår at forårsage (se Emne 2.1 — Scorecard for offentlig værdi og resultatrammer); her er den den logiske rygrad, resten af dette emne hviler på. Den angiver de antagelser, et program afhænger af – hvem der ændrer sig, gennem hvilken mekanisme, over hvilken tid, under hvilke betingelser – så de kan undersøges og, ideelt, afprøves frem for blot påstås. En logisk model er forandringsteoriens diagrammatiske fætter: en kæde af input, aktiviteter, output, resultater og effekt, nyttig til planlægning og rapportering men tyndere på det kausale hvorfor. Logiske modeller og resultatrammer generelt er dækket fuldt ud dér (se Emne 2.1 — Scorecard for offentlig værdi og resultatrammer). En værdisætningsøvelse bygget på en svag forandringsteori arver den svaghed, uanset hvor omhyggelig den aritmetik, der følger.

Socialt investeringsafkast er en principbaseret metode, udviklet af arbejde oprindeligt bestilt af det britiske Cabinet Office og nu forvaltet internationalt, til at udtrykke ikke-finansiel værdi – social, miljømæssig, økonomisk – ved hjælp af finansielle proxyer ved siden af konventionelle regnskaber. Socialt investeringsafkast forløber typisk gennem seks faser: fastlæggelse af omfang og identifikation af interessenter; kortlægning af resultater gennem en forandringsteori; indsamling af dokumentation for disse resultater og tildeling af en vejledende værdi; fastlæggelse af effekt ved at fjerne, hvad der ville være sket alligevel; beregning af forholdet; og rapportering, brug og indlejring af fundene. Hver fase bærer skøn, som en læser ikke kan se i det endelige forhold, medmindre organisationen offentliggør sit arbejde.

Fire justeringer ligger i centrum af den «fastlæggelse af effekt»-fase, og hver eksisterer for at forhindre en organisation i at overkræve kredit. Dødvægt (deadweight) er den andel af resultatet, der ville være sket uden indgrebet overhovedet. Tilskrivning (attribution) er den andel af resultatet, der med rette krediteres andre aktører – andre bidragydere, andre tjenester, personens egen indsats – frem for denne organisation alene. Fortrængning (displacement) er den grad, i hvilken et positivt resultat for én gruppe skete på bekostning af et negativt resultat for en anden (et job, der blev skabt, men blot flyttede fra en nabobys). Aftagen (drop-off) er forfaldet af et resultats værdi i årene efter et indgreb, da en fordel sjældent varer ved med fuld styrke på ubestemt tid. At springe en af disse fire over, eller anvende dem løst, er den enkeltstående mest almindelige måde, hvorpå et SROI-forhold bliver større, end dokumentationen understøtter.

En finansiel proxy er en pengemæssig stedfortræder for et resultat uden egen markedspris – for eksempel at bruge omkostningen ved en sammenlignelig fritidsaktivitet som proxy for værdien af øget social selvtillid. En proxy er ikke en markedspris og bør aldrig præsenteres som en; den er et argumenteret, offentliggørbart valg, og forskellige fornuftige mennesker kan vælge forskellige proxyer for det samme resultat. Socialt regnskab er den bredere disciplin at kommunikere en organisations sociale og miljømæssige virkninger til dens interessenter – socialt regnskab er den praksisfamilie, SROI hører til, ved siden af ældre flerdimensionelle rammeværker som triple bottom line (at rapportere social, miljømæssig og økonomisk præstation side om side frem for at folde alle tre ind i ét tal) og certificeringsbaserede tilgange som B Corporation-status, der vurderer en organisations sociale og miljømæssige præstation mod en standard frem for overhovedet at frembringe et skræddersyet forhold.

Indikatorsæt-tilgange tilbyder et yderligere alternativ til et skræddersyet forhold. IRIS+-systemet, vedligeholdt af Global Impact Investing Network (GIIN) – et nonprofit netværk, der støtter praksissen med impact investing, investering beregnet til at frembringe målbar social eller miljømæssig gavn ved siden af finansielt afkast – lader en investor eller investeringsmodtager vælge fra et fælles katalog af mål i stedet for at omregne ethvert resultat til penge. Det er vigtigst for en social virksomhed eller nonprofitorganisation, der rapporterer til flere bidragydere på én gang, hver af hvilke ellers kan kræve en forskellig skræddersyet værdisætning af det samme resultat. Endelig er effektmåling og -styring (impact measurement and management) den paraplyterm, der i stigende grad bruges på tværs af den sociale sektor og impact investing for den løbende disciplin at sætte resultater, indsamle dokumentation og bruge den til at justere praksis – i modsætning til en engangsevaluering frembragt for at tilfredsstille én bidragyder.

Bedste praksis

1. Byg forandringsteorien før regnearket. Et SROI-forhold beregnet oven på en forandringsteori, ingen har stresstestet, er aritmetik i dokumentationens kostume. Udarbejd først den kausale fortælling, afprøv den mod, hvad frontpersonale og deltagere faktisk observerer, og beslut først derefter, hvad der er værd at værdisætte.
2. Behandl forholdet som et kommunikationsredskab, ikke en dom. Et enkelt tal – «for hvert investeret pund returneres fire pund social værdi» – er et resumé, ikke analysen. Præsentér det sammen med de antagelser og den dokumentationskvalitet, der frembragte det, så en læser kan bedømme, hvor megen vægt det fortjener.
3. Offentliggør dine finansielle proxyer og deres kilder. Hvis en proxy ikke kan overleve at blive vist for de mennesker, hvis resultater den repræsenterer, hører den ikke hjemme i modellen. At nævne kilden til hver proxy – en markedspris, en offentlig værdisætning, en sammenlignelig undersøgelse – lader andre kontrollere dit ræsonnement frem for at stole på din konklusion.
4. Anvend dødvægt, tilskrivning, fortrængning og aftagen, også når det sænker forholdet. Disse fradrag findes netop for at forhindre en organisation i at kræve mere kredit, end den har fortjent. En SROI-øvelse, der frembringer et mindre, bedre dokumenteret forhold, er mere nyttig end en, der frembringer et større, uprøvet et.
5. Inddrag de interessenter, hvis resultater du værdisætter, ikke kun den bidragyder, der bestiller rapporten. SROI's egne principper kræver interessentinddragelse i at beslutte, hvad der skal måles, og hvordan det skal værdisættes; at springe dette over og lade økonomi- eller fundraisingteamet vælge proxyer alene er den mest almindelige genvej, der senere undergraver legitimiteten.
6. Skeln mellem det, du kan tælle, og det, du skal dokumentere. Output – afholdte sessioner, deltagende personer, serverede måltider – kan tælles direkte. Resultater – mindsket isolation, forbedret sundhed, vedvarende beskæftigelse – kræver dokumentation for ændring hos de berørte, ikke blot dokumentation for leveret aktivitet.
7. Tilpas dit dokumentationsniveau til programmets modenhed og indsats. En pilot med 30 deltagere har ikke brug for, og kan ikke ærligt frembringe, den samme dokumentationsmæssige tillid som et nationalt program i sit femte år. Rammeværker, der bruger graduerede dokumentationsniveauer, fra et plausibelt logisk argument til uafhængigt replikeret kausal dokumentation, hjælper med at sætte den forventning eksplicit frem for ved standard.
8. Forbehold et fuldt SROI-forhold til beslutninger, der er store nok til at berettige indsatsen. Metoden er ressourcekrævende at gøre godt. Til den meste daglige rapportering leverer en veldokumenteret resultatfortælling mod en forandringsteori mere beslutningsnyttig information pr. times personaletid end et tvunget forhold.
9. Søg uafhængig sikring, før du offentliggør et forhold, du agter at bruge sammenlignende. Selvvurderede SROI-tal er almindelige og kan stadig være nyttige internt, men et forhold, der lægges frem for en bidragyder, investor eller offentligheden, bærer mere vægt, og mere risiko hvis forkert, når det bruges til at sammenligne organisationer eller træffe en tildelingsbeslutning.
10. Sammenlign aldrig SROI-forhold på tværs af organisationer, der brugte forskellige afgrænsninger, proxyer eller tidshorisonter. Et forhold på syv fra én velgørende organisation og et på tre fra en anden siger næsten intet om, hvilken der gør mest godt; det afspejler oftere, hvilken der valgte mere generøse proxyer.
11. Par det kvantitative forhold med kvalitativ casedokumentation. Tal overbeviser et økonomiudvalg; en veldokumenteret beretning om, hvad der ændrede sig for en rigtig (anonymiseret) deltager, overbeviser alle andre, og det er ofte den kvalitative beretning, der fanger et resultat, modellen overså.
12. Gentænk forandringsteorien efter en fast cyklus, ikke kun når en bidragyder spørger. Programmer udvikler sig, og en forandringsteori skrevet for tre omorganiseringer siden vil stille og roligt lede målingsindsatsen mod resultater, programmet ikke længere faktisk forfølger.

Spørgsmål at drøfte med dit team

Hvilken beslutning vil denne øvelse faktisk informere? Før I forpligter personaletid til en opfriskning af forandringsteorien eller en SROI-beregning, så vær eksplicitte om, hvilken beslutning outputtet vil føde – en finansieringsfornyelse, en intern ressourceomlægning, en offentlig rapport eller et reelt skøn om, hvorvidt programmet skal fortsætte. En øvelse bygget til ét formål (at markedsføre et stærkt overskriftsforhold) vil træffe andre, og til tider modstridende, metodiske valg end en bygget til et andet (at lære, hvor et program underpræsterer). Hvis ingen kan nævne beslutningen, risikerer øvelsen at blive et overholdelsesartefakt, der æder netop den personaletid, der ellers kunne gå til tjenestelevering. At nævne beslutningen på forhånd fortæller dig også, hvor megen stringens der er proportionelt at investere.

Hvis forandringsteori er dette – bidragyderens eller de menneskers, der leverer arbejdet? En forandringsteori skrevet af et kommissionerende team på en enkelt eftermiddag, uden frontpersonale eller deltagere i rummet, har en tendens til at beskrive det program, bidragyderen forestillede sig, frem for det, der faktisk kører. Spørg, hvem der var i rummet, da den nuværende forandringsteori blev udarbejdet, og om frontpersonalet ville genkende den som en ærlig beskrivelse af, hvordan de tror, forandring sker. Hvis svaret er ubehageligt, er det ubehag i sig selv nyttig information om, hvor målingsindsatsen i øjeblikket er fejlstyret.

Hvilke af vores finansielle proxyer ville ikke overleve at blive gjort offentlige? Gå hver proxy igennem, der bruges i en levende SROI-model, og spørg, én ad gangen, om den kunne vises for en skeptisk journalist, et uimponeret bestyrelsesmedlem eller den deltager, den påstår at repræsentere, uden forlegenhed. En proxy valgt, fordi den var det største forsvarlige tal, frem for det mest repræsentative, er et tegn på, at øvelsen er drevet fra måling mod fortalervirksomhed. Det er værd at gøre som en stående øvelse, ikke kun når et forhold er ved at blive offentliggjort.

Fratrækker vi dødvægt og tilskrivning ærligt, eller kun når det er belejligt? Fradragene for dødvægt og tilskrivning er de dele af en SROI-beregning, der er mest tilbøjelige til at blive blødt op under pres for at frembringe et imponerende tal. Bed teamet, der forbereder den næste SROI-rapport, om at vise deres antagelser om dødvægt og tilskrivning eksplicit, med dokumentationen eller ræsonnementet bag hver, frem for som en enkelt uforklaret rabatprocent begravet i en fodnote. Hvis det samme team ikke kan forklare, hvorfor i år fradrag er mindre end sidste års, så behandl det som et advarselstegn, ikke en fodnote.

Hvad ville vi gøre anderledes, hvis vi slet ikke kunne udtrykke dette resultat som et forhold? Nogle resultater, jeres organisation skaber, er måske nogle, jeres interessenter ville gøre indsigelse mod at se omregnet til penge – værdighed, kulturel kontinuitet, en følelse af tryghed. Drøft, hvilke resultater på jeres nuværende forandringsteori der falder i den kategori, og om jeres rapportering i øjeblikket presser disse resultater ind i en proxyværdi alligevel, fordi rapporteringsskabelonen kræver en. Hvor svaret er ja, drøft hvordan et legitimt ikke-monetært alternativ ville se ud, og om jeres bidragydere ville acceptere det.

Hvordan sammenligner vi effekt på tværs af programmer, der måler helt forskellige ting? En porteføljefinansierer eller en multiprogram-nonprofit-bestyrelse bliver jævnligt bedt om at sammenligne et læseprogram med et boligprogram med en venskabstjeneste, hver med sin egen forandringsteori og sine egne proxyer. Drøft ærligt, om jeres organisation i øjeblikket gør dette ved at tvinge alt ind i SROI-forhold (hvilket inviterer netop den falske sammenlignelighed, der er advaret imod andetsteds i dette emne), eller på anden vis – et fælles resultatrammeværk, et standardiseret indikatorsæt eller en fortælling på porteføljeniveau, der modstår falsk præcision. Aftal som team, hvilken tilgang I faktisk er villige til at forsvare under udfordring.

I praksis: et eksempel på offentlig værdi

Følgende scenarie er en fiktiv illustration, ikke en beretning om nogen reel organisation.

En velgørende organisation for samfundstrivsel, her blot kaldet Trusten, drev et peer-støtteprogram for mennesker, der for nylig var udskrevet fra hospital efter en psykisk krise. Dens vigtigste finansierer – en lokal sundhedskommissionerende myndighed – bad om et SROI-forhold forud for en beslutning om finansieringsfornyelse, efter at have set teknikken brugt positivt af andre ansøgere det år.

Trustens evalueringsleder begyndte, bevidst, med forandringsteorien frem for regnearket. To workshops med peer-støtter og otte programdeltagere frembragte en kausal fortælling, der adskilte sig på ét vigtigt punkt fra den finansieringsansøgning, der oprindeligt havde skabt programmet: deltagerne beskrev konsekvent det mest værdifulde resultat som at føle sig troet på, ikke blot «mindre isoleret», den term den oprindelige logiske model havde brugt. Forandringsteorien blev revideret for at afspejle dette, hvilket igen ændrede, hvilke resultater værdisætningsøvelsen havde brug for at dokumentere.

At værdisætte «at føle sig troet på» mod en finansiel proxy viste sig omstridt inde i Trusten selv. En proxykandidat – den undgåede omkostning ved en krise-genindlæggelse – var forsvarlig, men risikerede at antyde, at programmets værdi alene lå i nedstrøms besparelser for sundhedssystemet, hvilket undervurderede, hvad deltagerne sagde, der betød noget for dem direkte. Holdet valgte at bruge den proxy kun til ét resultat, anvendte et konservativt tilskrivningsfradrag på 40 procent for at afspejle de øvrige tjenester, deltagerne også brugte, og rapporterede et andet, ikke-monetariseret resultat – selvrapporteret følelse af at blive troet på, fulgt på en standard trivselsskala – som et narrativt fund ved siden af forholdet frem for foldet ind i det.

Den endelige rapport til den kommissionerende myndighed startede med forandringsteorien og dokumentationen, ikke tallet; forholdet optrådte med sine antagelser offentliggjort i et bilag, ved siden af en klar erklæring om, at en del af programmets værdi blev rapporteret kvalitativt, fordi Trusten vurderede, at yderligere omregning til penge ville misrepræsentere, hvad deltagerne havde sagt. Den kommissionerende myndighed fornyede finansieringen og angav kvaliteten af dokumentationsgrundlaget lige så meget som selve forholdet – hvilket illustrerer, at en forsvarlig, ærligt forbeholden beretning kan gøre mere overtalende arbejde end et større, mindre undersøgt tal.

Fire sektorlinser

Lokal forvaltning

Lokale kommissionerende myndigheder bygger i stigende grad social værdi ind i udbud, ikke kun i bevillingsfinansieret evaluering. I Det Forenede Kongerige kræver Public Services (Social Value) Act 2012, at offentlige organer overvejer, hvordan de tjenester, de bestiller, kan forbedre områdets økonomiske, sociale og miljømæssige trivsel, hvilket har skubbet SROI-nært tænkning ind i almindelig kontraktscoring i stedet for at lade den være et valgfrit tilvalg alene for den sociale sektor. Den særlige risiko på dette niveau er skalamismatch: en national eller standardiseret proxyværdi anvendt ensartet på meget forskellige lokale kontekster kan misvise værdi i begge retninger, og lokale kommissionerende myndigheder er godt placeret til at vide, hvornår en national proxy simpelthen ikke beskriver deres område.

National forvaltning

National forvaltning sidder tættere på det formelle cost-benefit-apparat (se Emne 2.2 — Samfundsøkonomisk cost-benefit- og omkostningseffektivitetsanalyse), med skyggepriser og diskonteringsrenter fastsat centralt og anvendt konsekvent på tværs af ministerier. Hvor SROI-lignende tænkning fortjener sin plads på nationalt niveau, er i programområder – støtte til de mindste børn, forebyggelse af hjemløshed, samfundssammenhængskraft – hvor en national evalueringsfunktion stadig har brug for en disciplineret måde at beskrive resultater på, der modstår den slags stringent omregning til penge, en fuld cost-benefit-analyse ville kræve (se Emne 2.2 — Samfundsøkonomisk cost-benefit- og omkostningseffektivitetsanalyse). Nationale organer er også ofte kilden til de graduerede dokumentationsstandarder og proxybiblioteker, som lokale organisationer og organisationer i den sociale sektor støtter sig til, hvilket gør kvaliteten af det centrale arbejde uforholdsmæssigt vigtig.

Den sociale sektor og nonprofit

Dette er SROI's hjemmebane, og også hvor presset for at frembringe et smigrende forhold er mest akut, fordi forholdet direkte kan påvirke en bevillingsfornyelse eller en plads på en foretrukken leverandørliste (se Emne 3.8 — Ledelse af den sociale sektor og nonprofitorganisationer for de finansieringsmodeltryk, der former denne adfærd). Mindre nonprofitorganisationer mangler ofte specialistkapacitet til overhovedet at køre en stringent SROI-øvelse, hvilket skaber et reelt lighedsproblem: velressourcesatte organisationer frembringer mere polerede forhold, ikke nødvendigvis mere reel effekt, og bidragydere, der sammenligner forhold naivt, ender med at belønne målekapacitet frem for resultater.

Multilateral og international

Internationale udviklings- og impact investing-organer er konvergeret mod fælles indikatorsæt frem for organisation-for-organisation SROI-forhold, netop for at gøre sammenligning på tværs af meget forskellige kontekster mere ærlig. IRIS+-systemet vedligeholdt af Global Impact Investing Network er det klareste eksempel: i stedet for at bede enhver impact-investering om at generere sit eget skræddersyede forhold tilbyder det et fælles katalog af mål, investorer og investeringsmodtagere kan vælge fra, hvilket forbedrer sammenligneligheden uden at foregive, at et enkelt monetariseret forhold meningsfuldt kan opsummere en portefølje, der spænder over landbrug, sundhed og finansiel inklusion. Den linsespecifikke risiko her er, at globalt standardiserede mål kan udjævne lokalt meningsfulde resultater, der ikke passer pænt ind i standardkataloget.

Almindelige fejlmønstre

Proxy-inflation. Under pres for at frembringe et imponerende forhold vælger en organisation den mest generøse forsvarlige finansielle proxy for hvert resultat frem for den mest repræsentative. Omkostningen er ikke kun et vildledende forhold; det er en langsom udhuling af tillid, når en bidragyder eller journalist sammenligner proxyer på tværs af en sektor og bemærker mønstret, af og til kaldet «SROI-shopping».

Blød dødvægt og tilskrivning. Fradragene for dødvægt og tilskrivning er det lettest sted at undervurdere, hvad der ville være sket alligevel, fordi de kræver et ærligt, til tider uflatterende, skøn over, hvor megen kredit organisationen faktisk fortjener. Omkostningen er et oppustet forhold, der falder sammen under granskning, første gang en ekstern evaluator anvender strengere antagelser.

En forandringsteori skrevet bagefter. Nogle organisationer frembringer kun en forandringsteori, når en bidragyder kræver en, bagvendt konstrueret ud fra de resultater, organisationen allerede ønskede at påstå. Det frembringer et dokument, der ser stringent ud, men aldrig blev brugt til at afprøve eller udfordre programmets egne antagelser, og som svigter i det øjeblik, frontpersonale bliver spurgt, om det beskriver, hvad de faktisk gør.

Engangsmåling, aldrig gentaget. En SROI-øvelse bestilt én gang for at vinde et bestemt bud og aldrig opdateret fungerer som markedsføring frem for styring. Omkostningen er, at organisationen intet lærer af den internt, og tallet forstener til en påstand gentaget i årevis efter, at det underliggende program er ændret.

Falsk præcision. Et forhold rapporteret med to decimaler – «4,32 US-dollar social værdi for hver investeret dollar» – antyder et niveau af aritmetisk tillid, som de underliggende proxyer, fradrag og dokumentation sjældent understøtter. Omkostningen er omdømmemæssig: en sofistikeret læser, der prøver ét input og finder det blødt, vil nedvurdere hele øvelsen, ikke kun inputtet.

Sammenligning af usammenlignelige forhold. Bidragydere og bestyrelser rangerer til tider programmer eller modtagere efter SROI-forhold alene, som om tallet var lige så standardiseret som et finansielt afkast. Fordi afgrænsning, proxyer, tidshorisont og stringens varierer enormt mellem øvelser, belønner denne praksis systematisk optimistisk modellering frem for reel effekt, og det er en af de mest citerede kritikker af metoden i den akademiske litteratur om SROI's brug i praksis.

Modenhedsmodel

Tjekliste

• En aktuel, frontlinjetestet forandringsteori findes for det program, der måles.
• Resultater skelnes eksplicit fra output i al rapportering.
• Den beslutning, denne måleøvelse skal informere, er nævnt, før øvelsen begynder.
• Hver anvendt finansiel proxy har en offentliggjort kilde og en dokumenteret begrundelse.
• Dødvægt, tilskrivning, fortrængning og aftagen beregnes og vises, ikke foldet ind i en enkelt udokumenteret rabat.
• Interessenter, hvis resultater værdisættes, var inddraget i at vælge, hvad der skulle måles, og hvordan det skulle værdisættes.
• Mindst ét resultat, der modstår omregning til penge, rapporteres kvalitativt frem for tvunget ind i en proxy.
• Ethvert offentliggjort forhold ledsages af sine antagelser og dokumentationskvalitet og præsenteres ikke alene.
• Det anvendte dokumentationsstandard svarer til programmets modenhed og beslutningens indsats.
• SROI-forhold sammenlignes ikke med andre organisationers forhold uden først at kontrollere afgrænsning og metode.
• Forandringsteorien og værdisætningsmodellen er planlagt til gennemgang og behandles ikke som permanente.
• Uafhængig sikring er søgt for ethvert forhold, der bruges i ekstern sammenligning eller offentlig rapportering.

Centrale kilder

• Social Value International, A Guide to Social Return on Investment og Standards and Guidance – den primære metodologiske reference for SROI's principper, faser og sikringsproces.
• Nesta, Standards of Evidence – et gradueret rammeværk til at tilpasse dokumentationens styrke til et indgrebs modenhed, bredt brugt i den britiske sociale sektor og sociale investering.
• Global Impact Investing Network, IRIS+ system – et fælles katalog af effektmål, der bruges til at understøtte sammenlignelighed på tværs af impact-investeringer uden at tvinge enhver investering ind i ét monetariseret forhold.
• Arvidson, M., Lyon, F., McKay, S. og Moro, D. (2013), «Valuing the social? The nature and controversies of measuring social return on investment (SROI)», Voluntary Sector Review, Volume 4, Issue 1 – en peer-reviewet kritik af SROI's brug i praksis, herunder proxyvalg og sammenlignelighedsbekymringer.
• UK Public Services (Social Value) Act 2012 (legislation.gov.uk) – det lovmæssige grundlag for at overveje social værdi i britiske offentlige indkøb, brugt her som et eksempel på mønstret, ikke som en påstand om, hvordan enhver jurisdiktion regulerer kommissionering.

Henvisninger

1. Social return on investment — Wikipedia — https://en.wikipedia.org/wiki/Social_return_on_investment
2. Theory of change — Wikipedia — https://en.wikipedia.org/wiki/Theory_of_change
3. Logic model — Wikipedia — https://en.wikipedia.org/wiki/Logic_model
4. Social enterprise — Wikipedia — https://en.wikipedia.org/wiki/Social_enterprise
5. Impact investing — Wikipedia — https://en.wikipedia.org/wiki/Impact_investing
6. Nonprofit organization — Wikipedia — https://en.wikipedia.org/wiki/Nonprofit_organization
7. Triple bottom line — Wikipedia — https://en.wikipedia.org/wiki/Triple_bottom_line
8. B Corporation (certification) — Wikipedia — https://en.wikipedia.org/wiki/B_Corporation_(certification)
9. Social accounting — Wikipedia — https://en.wikipedia.org/wiki/Social_accounting
10. Global Impact Investing Network — Wikipedia — https://en.wikipedia.org/wiki/Global_Impact_Investing_Network
11. Public Services (Social Value) Act 2012 — Wikipedia — https://en.wikipedia.org/wiki/Public_Services_(Social_Value)_Act_2012
12. A Guide to Social Return on Investment — Social Value International — https://www.socialvalueint.org/guide-to-sroi
13. Standards of Evidence — Nesta — https://www.nesta.org.uk/report/nesta-standards-of-evidence/
14. IRIS+ system — Global Impact Investing Network — https://iris.thegiin.org/
15. "Valuing the social? The nature and controversies of measuring social return on investment (SROI)" — Arvidson, Lyon, McKay and Moro, Voluntary Sector Review — https://bristoluniversitypressdigital.com/view/journals/vsr/4/1/article-p3.xml
16. Public Services (Social Value) Act 2012 — legislation.gov.uk — https://www.legislation.gov.uk/ukpga/2012/3/contents