Sociale medier, misinformation og offentlig kommunikation

Hvorfor det er vigtigt for offentlig værdi

Det meste af det tyvende århundrede dannede en offentlig myndighed, en national public service-udbyder eller en håndfuld etablerede aviser en fælles autoritativ kanal: én version af begivenhederne nåede de fleste borgere gennem et lille antal gatekeepere (se Wikipedia-artiklen om gatekeeping i kommunikation, nævnt nedenfor). Den ordning er væk. Borgere møder nu offentlig information side om side med rygter, satire, reklamer og bevidst usandhed i det samme feed på sociale medier, ofte fra kilder uden redaktionelt ansvar og uden pligt til at rette en fejl. Et offentligt organ, der før blot behøvede at udsende en pressemeddelelse, konkurrerer nu om opmærksomhed i et miljø, det ikke ejer og ikke kan moderere.

Det betyder noget for offentlig værdi, fordi Mark Moores strategiske trekant behandler legitimitet og opbakning som et af de tre ben, en organisation har brug for, ved siden af et værdiforslag og operationel kapacitet (se Emne 1.2 — Den strategiske trekant: legitimitet, værdi og kapacitet). Kommunikation er, hvordan et bemyndigende miljø lærer, hvad en institution gør og hvorfor, og det er også, hvordan det miljø lærer at tvivle på den. Når falske påstande om en vaccines sikkerhed, et valgs integritet eller en oversvømmelsesadvarsels nøjagtighed cirkulerer hurtigere end en officiel berigtigelse, er den operationelle skade målbar: lavere vaccinationsdækning, lavere efterlevelse af evakueringsordrer og højere omkostninger til at genetablere fakta, der tidligere blev taget for givet. Kommunikationssvigt er ikke en omdømmemæssig ulejlighed ved siden af det egentlige arbejde med at skabe offentlig værdi; i et fragmenteret medielandskab er det blevet en del af det egentlige arbejde.

Indsatserne er asymmetriske. En falsk påstand kan skrives og offentliggøres på sekunder; en institutionel berigtigelse kræver typisk godkendelse, juridisk gennemgang og kommunikationsfrigivelse, før den når det samme publikum – og på det tidspunkt er den falske påstand ofte blevet den mere velkendte version af begivenhederne. Offentlige ledere og ledere i den sociale sektor, der behandler kommunikation som en eftertanke til politikdesign, afstår i praksis den første og ofte mest varige beretning om deres egne beslutninger til den, der bevæger sig hurtigst.

Kernebegreber

Mediefragmentering beskriver skiftet fra et lille antal fælles kanaler med høj tillid til et stort antal konkurrerende, algoritmisk kuraterede, der hver viser forskellige borgere forskellige versioner af det offentlige liv. Fragmentering svækker den gatekeeping-funktion, der før filtrerede påstande for nøjagtighed før offentliggørelse, og erstatter den med platformes rangeringssystemer optimeret til engagement, ikke sandhed.

Misinformation er falsk eller vildledende information delt uden hensigt om at bedrage – en borger, der i god tro deler en forældet statistik, spreder misinformation. Disinformation er falsk eller vildledende information, der bevidst er skabt eller spredt for at bedrage, til politisk, finansiel eller strategisk vinding; forskellen ligger udelukkende i hensigten, ikke i indholdet selv, hvorfor den samme falske påstand kan begynde som disinformation fra én kilde og sprede sig videre som misinformation fra mange andre. Et nært beslægtet begreb, malinformation, beskriver information, der er faktuelt korrekt men anvendt ude af kontekst for at forvolde skade (for eksempel et ægte dokument lækket for at vildlede frem for at informere); det er værd at nævne, fordi officiel faktatjek bygget kun til at fange usandheder vil overse det.

En infodemi – et begreb Verdenssundhedsorganisationen (WHO), FN's organisation for international folkesundhed, tog til sig og formaliserede under covid-19-pandemien – er en overdreven mængde information, både korrekt og ukorrekt, der gør det svært for mennesker at finde troværdig vejledning, når de har brug for den. Infodemihåndtering behandler selve informationens volumen og hastighed, ikke blot dens sandhedsværdi, som en folkesundheds- og sikkerhedsvariabel, institutioner kan overvåge og reagere på.

Et ekkokammer er et miljø, hvori en person hovedsageligt møder information, der bekræfter synspunkter, vedkommende allerede har, typisk gennem de mennesker, vedkommende vælger at følge; en filterboble er den beslægtede men adskilte effekt af en platforms egen anbefalingsalgoritme, der indsnævrer, hvad en person ser, uden at vedkommende vælger det. Begge reducerer en borgers eksponering for berigtigelse, men af forskellige grunde – den ene social, den anden teknisk – og kræver derfor forskellige svar.

Prebunking, funderet i inokulationsteori, er praksissen at udsætte folk for en svækket, forebyggende version af et vildledende argument eller en vildledende teknik, før de møder det ægte, så de opbygger modstandskraft på forhånd – kommunikationens ækvivalent til en vaccine, i modsætning til debunking, som retter en usandhed, efter den allerede har spredt sig og allerede har gjort noget af sin skade. Mediekompetence er den bredere, mere langsigtede evne til at få adgang til, evaluere og kritisk vurdere information uanset dens kilde, som både prebunking-øvelser og platformsspecifikke berigtigelser afhænger af, at borgerne allerede i nogen grad har.

Kriskommunikation er praksissen at kommunikere hurtigt, ærligt og konsekvent, mens en nødsituation stadig udfolder sig og fakta stadig er ufuldstændige; det er én tråd i den bredere disciplin nød- og robusthedsstyring (se Emne 3.12 — Krise-, beredskabs- og robusthedsstyring), men behandles her specifikt som et kommunikationsproblem: hvad der skal siges, gennem hvilken kanal og hvor hurtigt, når institutionen endnu ikke har alle svarene.

Legitimitet, i statskundskabens forstand, er offentlighedens accept af en myndigheds ret til at styre eller til at blive troet, uafhængigt af om hver eneste af dens handlinger er populær. Misinformation og disinformation skader legitimitet ikke primært ved at vinde noget enkelt argument, men ved kumulativt at lære borgerne, at officielle kilder ikke kan regnes for at være først, hurtige eller fuldstændige – det samme tillidsunderskud, der undersøges grundigere andetsteds i denne del (se Emne 4.2 — Tillid til det offentlige og borgerinddragelse).

Bedste praksis

1. Udgiv først gennem egne kanaler, og behandl platforme som distribution, ikke som den officielle optegnelse. Oprethold et websted, en mailingliste eller en anden kanal, institutionen fuldt ud kontrollerer, som den autoritative version af enhver udtalelse, og link hvert platformsopslag tilbage til den, så en borger, der vil verificere en påstand, har et stabilt sted at gå hen.
2. Prebunk de usandheder, du allerede kan forudsige. Før et valg, en vaccinationskampagne eller en sæson med voldsomt vejr: identificér de to-tre falske fortællinger, der mest sandsynligt vender tilbage, og offentliggør på forhånd en kort forklaring i almindeligt sprog af manipulationsteknikken, frem for at vente med at reagere på hver enkelt påstand, når den dukker op.
3. Bemand en realtidslytningsfunktion under live-begivenheder. Tildel en navngiven person eller et lille team at overvåge, hvad der faktisk cirkulerer under en krise eller en større meddelelse, så kommunikationsledelsen reagerer på de rygter, borgerne faktisk ser, frem for dem, institutionen antager spreder sig.
4. Fastsæt en offentlig, stående berigtigelsesprotokol og brug den konsekvent. Beslut på forhånd, hvem der kan godkende en berigtigelse og hvor hurtigt, offentliggør berigtigelser i samme format og på samme kanaler som den oprindelige påstand, og undgå at forstærke en marginal usandhed ved at rette den så fremtrædende, at flere mennesker ser berigtigelsen, end nogensinde så den oprindelige påstand.
5. Byg ét fælles situationsbillede på tværs af alle involverede myndigheder. Når flere offentlige organer kommunikerer om den samme krise, så aftal ét sæt fakta og én talspersonsstruktur, før den første udtalelse går ud, så borgerne ikke modtager modstridende information fra myndigheder, der i praksis er på samme hold (se Emne 3.12 — Krise-, beredskabs- og robusthedsstyring).
6. Invester i mediekompetence som infrastruktur, ikke som en kampagne. Finansiér mediekompetencearbejde – i skoler, biblioteker og lokalsamfundsorganisationer – på flerårig basis, fordi evnen til at vurdere en kilde er en varig borgerlig kapacitet, som en enkelt sæsonkampagne ikke kan installere.
7. Mød borgerne på de platforme, de faktisk bruger, ikke den, institutionen foretrækker. Følg, hvor det publikum, institutionen mest har brug for at nå – efter alder, sprog eller region – faktisk bruger tid, og ressourcesæt kommunikation dér, frem for at falde tilbage på den kanal, der er nemmest for kommunikationsholdet at køre.
8. Adskil usandheden fra berigtigelsen tydeligt nok til, at berigtigelsen er det, folk husker. Angiv det korrekte faktum først og mest fremtrædende, nævn usandheden kun kort og tydeligt som falsk, og gentag det korrekte faktum til sidst, så en læser, der skimmer, ikke efterlades med myten som den mest mindeværdige del af budskabet.
9. Arbejd gennem lokalt og i fællesskabet betroede budbringere, ikke kun officielle talspersoner. Samfundsledere, lokale klinikere, trosledere og lokalsamfundsorganisationer bærer ofte mere dagligdags tillid hos et specifikt publikum end en national myndighed, og et budskab, der leveres i samarbejde med dem, rejser typisk længere og tros lettere.
10. Mål overbevisningsændring og adfærd, ikke kun rækkevidde. Følg, om en berigtigende kampagne faktisk flyttede, hvad en stikprøve af publikum tror, eller hvordan de handler – vaccinationsoptag, efterlevelse af evakuering, nøjagtighed af vælgerregistrering – frem for kun hvor mange der så eller delte den, da høj rækkevidde uden overbevisningsændring er spildt budget.
11. Offentliggør de underliggende data og metodologi bag en omstridt påstand, ikke kun konklusionen. Når en statistik er omstridt, gør frigivelse af data og metode bag den, i en form som en teknisk kyndig journalist eller borger kan kontrollere, mere langsigtet omdømmearbejde end at gentage konklusionen højere.
12. Øv kriskommunikationsplanen med de mennesker, der faktisk skal bruge den, før en reel krise rammer. En kommunikationsplan, der kun er afprøvet på papir, bryder pålideligt sammen under tidspresset i en live-begivenhed; en plan øvet med en realistisk simulering, herunder en misinformationsinjektion, afslører hullerne, mens de stadig er billige at rette.

Spørgsmål at drøfte med dit team

Har vi en kanal, borgerne ville stole på forud for en hurtigt spredende falsk påstand, og ved vi, hvor mange af vores egne borgere der faktisk bruger den? Mange offentlige organer antager, at deres websted eller officielle konto på sociale medier er standardkilden, borgerne vil tjekke, men brugsdata viser ofte en langt mindre rækkevidde end antaget, koncentreret i et publikum, der allerede var engageret. Hvis en falsk påstand om jeres organisations beslutninger gik viralt i morgen, så drøft ærligt, hvor mange af de berørte der ville se jeres berigtigelse inden for den første time, gennem hvilken kanal og på hvilket sprog. Hvor svaret er «ikke mange», bør teamet behandle kanalopbygning som ufærdig infrastruktur frem for at antage, at den allerede findes. Dette spørgsmål besvares bedst med reelle analysedata, ikke antagelser.

Hvad er vores prebunking-program for den misinformation, vi allerede kan forudsige, og hvem ejer det? De fleste institutioner kan nævne de to-tre falske fortællinger, der mest sandsynligt vender tilbage omkring deres næste valg, sundhedskampagne eller infrastrukturbeslutning, men få har en stående, ressourcesat prebunking-indsats frem for en engangskampagne. Drøft, hvilke forudsigelige usandheder der kommer inden for de næste 12 måneder, og om nogen har eksplicit ansvar, budget og godkendelsesmyndighed til at prebunke dem nu, før de spredes. Overvej også, om jeres organisation har den interne ekspertise til at designe et prebunking-budskab godt, da et dårligt designet kan give bagslag ved at gentage usandheden mere end berigtigelsen. Hvis ingen ejer dette i dag, så beslut i rummet, hvem der gør.

Hvor hurtigt kan vi udsende en berigtigelse, og hvem har myndighed til at godkende den uden for kontortid? Mange berigtigelsesprotokoller findes på papiret men kollapser første gang, en falsk påstand spreder sig i en weekend eller natten over, fordi godkendelsen ligger hos en, der ikke kan nås. Gå som team præcis igennem, hvad der sker fra det øjeblik, nogen på jeres personale først ser en viral usandhed, til berigtigelsen er offentliggjort, og nævn hvert godkendelsestrin og hver involveret person. Identificér det enkelte langsomste trin, og drøft, om det kan forhåndsdelegeres til tidskritiske tilfælde. En protokol, ingen har afprøvet under tidspres, er endnu ikke en reel kapacitet.

Hvordan når vi borgere, der ikke følger os på nogen platform og ikke læser lokale nyheder? Enhver institution har et publikum, den strukturelt har svært ved at nå direkte – ofte dem med mindst tid, mindst tillid til institutioner eller et andet førstesprog – og misinformation når dem lige så let som alle andre. Drøft, hvem dette publikum konkret er for jeres organisation, og hvilke ikke-digitale eller samfundsformidlede kanaler (en lokalsamfundsorganisation, et lokalt apotek, en trosleder, en arbejdsplads) kunne nå dem, hvor jeres egne kanaler ikke kan. Overvej, om det nuværende budget afspejler vanskeligheden ved at nå dette publikum eller blot lettheden ved at nå det publikum, I allerede har.

Hvad ved vi egentlig om, hvorfor borgere mistror os, og adresserer vores kommunikationsstrategi den årsag eller kun dens symptomer? Tillidsunderskud har specifikke, sporbare årsager – et tidligere brudt løfte, et langsomt krisesvar, en politik der synligt svigtede et samfund – og kommunikation bygget uden forståelse af årsagen adresserer ofte det forkerte problem (se Emne 4.2 — Tillid til det offentlige og borgerinddragelse). Drøft, hvilken dokumentation I har om de specifikke kilder til mistillid i jeres serviceområde, i modsætning til en generel antagelse om, at «folk ikke stoler på regeringen». Overvej, om jeres kommunikationsplan er designet til at genopbygge tillid på det specifikke område, hvor den blev tabt, eller er en generisk budskabsøvelse anvendt ens overalt. Kommunikation kan ikke rette et tillidsproblem, den ikke har diagnosticeret korrekt.

Hvordan ved vi, om vores investering i mediekompetence faktisk virker? Finansiering af mediekompetence er let at annoncere og svær at evaluere, og mange programmer kører i årevis uden dokumentation for, om deltagernes evne til at vurdere information faktisk har ændret sig. Drøft, hvilken evalueringsmetode, hvis nogen, der i øjeblikket findes for jeres mediekompetencearbejde, og om den måler overbevisnings- og adfærdsændring eller kun fremmøde og tilfredshed. Overvej, om programmet bør redesignes omkring en afprøvelig påstand, såsom forbedret nøjagtighed i at identificere manipulerende indhold, frem for omkring en generel ambition. Et uevalueret mediekompetenceprogram er en tro, endnu ikke et faktum.

I praksis: et eksempel på offentlig værdi

Folkesundhedsdirektoratet i en mellemstor kystkommunes forvaltning modtog sent en fredag eftermiddag laboratorieresultater, der indikerede forhøjet bakteriel forurening i en del af det kommunale vandforsyningsnet, der betjente cirka fyrre tusinde beboere. Før direktoratet var færdig med at udarbejde sin forebyggende kogeanvisning, var et opslag fra en beboer, der påstod, at vandet var «forgiftet», og at myndighederne «dækkede over det», allerede delt adskillige tusinde gange i en regional gruppe på sociale medier og blandede den korrekte underliggende bekymring med en ukorrekt og mere alarmerende fremstilling af årsagen.

Direktoratets kommunikationschef, som havde kørt en tabletop-øvelse på netop dette scenarie atten måneder tidligere, aktiverede en forud aftalt protokol i stedet for at starte forfra. En enkelt talsperson blev udpeget inden for tredive minutter, hvilket undgik de modstridende udtalelser, der havde skadet den offentlige tillid under en urelateret hændelse året før. Direktoratet offentliggjorde kogeanvisningen samtidig på sit eget websted, via sms-alarm til registrerede beboere og som et opslag på sociale medier i almindeligt sprog, der navngav den virale påstand direkte, rettede den specifikke unøjagtighed (forureningen var en svigt i behandlingsprocessen, ikke bevidst) og angav tydeligt, hvad der stadig var ukendt, herunder anvisningens forventede varighed.

I erkendelse af at dens egen følgerskare på sociale medier kun nåede en brøkdel af de berørte beboere kontaktede direktoratet også tre lokalsamfundsorganisationer og to lokale apoteker, det havde opbygget relationer til under en prebunking-øvelse året før, og bad dem dele de samme kernefakta med egne ord. Inden for fire timer antydede kommunens data, at flere beboere havde set den korrigerede anvisning gennem en lokalsamfundskanal end gennem kommunens egne konti. En kort opfølgende meddelelse en dag senere, da behandlingsfejlen var rettet, brugte igen de samme kanaler og nævnte igen, hvad der forblev forebyggende frem for bekræftet.

En intern gennemgang efterfølgende tilskrev tre specifikke valg æren for at begrænse omdømmeskaden: den forud aftalte enkelttalspersonsprotokol, beslutningen om at navngive og rette den falske «bevidst forgiftning»-påstand direkte frem for at ignorere den, og afhængigheden af lokalsamfundets budbringere, som direktoratet ikke skulle bygge fra bunden under selve krisen. Gennemgangen noterede også et reelt hul: direktoratet havde ingen tilsvarende relationer på kommunens næstmest talte sprog, og den korrigerede anvisning nåede det samfund omkring en dag senere end alle andre. Dette scenarie er illustrativt og beskriver ingen reel jurisdiktions vandsystem, myndighed eller hændelse.

Fire sektorlinser

Lokal forvaltning

Lokal forvaltningskommunikation opererer i den skala, hvor tillid er mest personlig og mest skrøbelig: en beboers opfattelse af hele institutionen bestemmes ofte af én interaktion med én lokal tjeneste. Lokale organer har typisk langt mindre kommunikationsteams og -budgetter end nationale, hvilket gør relationer til lokalsamfundsorganisationer, lokale medier og uformelle samfundsledere uforholdsmæssigt værdifulde, da de udvider rækkevidde, institutionen ikke kan købe direkte. Den tilsvarende risiko er, at et lille team uden dedikeret overvågningskapacitet ofte er det sidste til at vide, at en falsk påstand spreder sig lokalt, netop hvor den kan gøre mest umiddelbar skade på efterlevelsen af en sikkerhedsmeddelelse eller en serviceændring.

National forvaltning

National forvaltning har historisk støttet sig til et lille antal nationale tv- og radiostationer og aviser som en de facto fælles kanal, og tabet af den ordning har været det mest synlige af alle sektorer, især under omstridte valg og folkesundhedsnødsituationer. Nationale organer er også det hyppigste mål for koordinerede, grænseoverskridende disinformationskampagner, som Organisationen for Økonomisk Samarbejde og Udvikling (OECD) – det mellemstatslige organ, hvis otteogtredive medlemslande koordinerer økonomisk og offentlig forvaltningspolitik – har dokumenteret som en voksende trussel mod demokratiske informationsøkosystemer, adskilt fra den hverdagsmisinformation, enhver institution også må håndtere. Nationale regeringer har generelt ressourcerne til at opbygge vedvarende prebunking- og mediekompetenceprogrammer, men må værne mod en anden risiko: officielle berigtigelsesindsatser, der ligner politisk budskabsformidling, mister netop den neutralitet, der gjorde dem troværdige fra begyndelsen.

Den sociale sektor og nonprofit

Nonprofitorganisationer og ikke-statslige organisationer (NGO'er) bærer ofte et niveau af offentlig tillid, der overgår regeringens, især i spørgsmål som folkesundhed eller humanitær indsats, hvilket gør dem til værdifulde kommunikationspartnere men også til mål for disinformation designet til at miskreditere dem specifikt. Social-sektor-organisationer kommunikerer typisk på langt mindre budgetter end offentlige myndigheder, hvilket skubber dem mod afhængighed af en enkelt platform for rækkevidde – en strukturel sårbarhed, hvis den platform ændrer sin politik eller algoritme. Fordi meget social-sektor-finansiering er mission- eller kampagnespecifik, kan nonprofitorganisationer også have svært ved at retfærdiggøre den flerårige, uglamourøse investering, som mediekompetence- og prebunking-arbejde kræver, da finansieringsgivere ofte foretrækker at støtte et synligt program frem for usynlig robusthedsopbygning.

Multilateral og international

Multilaterale organer står over for en infodemi, der ikke respekterer grænser eller sprog, og koordinerer korrigerende information på tværs af dusinvis af jurisdiktioner med forskellige juridiske regimer for ytringer og forskellige niveauer af institutionel tillid. WHO's infodemihåndteringsarbejde, udviklet gennem covid-19-pandemien, er det klareste eksempel på en multilateral institution, der behandler information selv, ikke kun sygdomsoverførsel, som en variabel, den aktivt må overvåge og håndtere. Internationale organer må også navigere en reel spænding, som nationale og lokale organer sjældent møder i samme skala: at dele prebunking-forskning og berigtigelsesmetodologi globalt, samtidig med at de respekterer, at beslutninger om, hvilke ytringer der skal reguleres, med rette forbliver et spørgsmål om national suverænitet frem for et multilateralt mandat.

Almindelige fejlmønstre

Tavshedsfælden. En institution, der venter, til den har komplette, verificerede fakta, før den siger noget, efterlader et informationsvakuum, som rygter og falske påstande fylder først; når den officielle version ankommer, konkurrerer den mod en etableret fortælling frem for at sætte en. Omkostningen er ikke blot langsommere berigtigelse men en varig opfattelse af, at institutionen enten er langsom eller undvigende, selv når den taler.

Debunking-trædemøllen. En organisation uden prebunking-kapacitet bruger al sin kommunikationsindsats på at reagere på hver ny falsk påstand enkeltvis, kommer aldrig foran mønstret og udbrænder sit kommunikationspersonale, mens den aldrig reducerer mængden af usandheder, den må besvare. Fordi debunking af en påstand utilsigtet kan øge dens genkendelighed og rækkevidde, kan en rent reaktiv holdning efterlade institutionen værre stillet end at gøre intet overhovedet på påstande med lavere indsats.

Enkeltkanalafhængighed. En institution, der bygger hele sin direkte-til-borger-kommunikationskapacitet omkring én platform, er udsat, hver gang den platform ændrer sin algoritme, sin moderationspolitik eller sine adgangsvilkår, hvoraf ingen institutionen kontrollerer. Dette har gentagne gange tvunget offentlige organer til at genopbygge et publikum fra næsten nul uden varsel, netop når de havde mest brug for en pålidelig kanal.

Datadumpen. At offentliggøre rådata eller en lang teknisk gendrivelse som svar på en viral usandhed tilfredsstiller en institutions instinkt for grundighed men når sjældent eller overbeviser det publikum, der så den oprindelige påstand, fordi næsten ingen læser længere end overskriften. Omkostningen er en berigtigelse, der er teknisk korrekt og praktisk usynlig.

At overkorrigere en marginal påstand. At svare højlydt og gentagne gange på en usandhed, der kun havde et lille, marginalt publikum, kan forstærke den til et publikum mange gange større end det, der så den oprindelige påstand – en veldokumenteret risiko i misinformationsforskning. Omkostningen er en selvforskyldt spredning af netop den påstand, institutionen forsøgte at inddæmme.

Modenhedsmodel

Tjekliste

• En navngiven egen kanal findes og behandles som den autoritative optegnelse, med hvert platformsopslag linket tilbage til den.
• De to-tre mest forudsigelige falske fortællinger for de næste 12 måneder er identificeret og tildelt en ejer.
• Et prebunking-budskab er udarbejdet og afprøvet for mindst én forudsigelig fortælling.
• En berigtigelsesprotokol findes skriftligt og nævner, hvem der kan godkende en berigtigelse, herunder uden for kontortid.
• En realtidslytningsfunktion er tildelt en navngiven person eller et team til større begivenheder og meddelelser.
• Relationer til mindst to betroede budbringere i lokalsamfundet, der dækker de lokalt talte sprog, er dokumenteret og vedligeholdes mellem kriser.
• Kriskommunikationsplanen er øvet med en realistisk simulering inden for de seneste 12 måneder (se Emne 3.12 — Krise-, beredskabs- og robusthedsstyring).
• En fælles enkelttalspersonsstruktur er aftalt med hver anden myndighed, der sandsynligvis vil være involveret i den samme begivenhed.
• Mediekompetencearbejde er finansieret som et flerårigt program, ikke en enkelt kampagne.
• En evalueringsmetode findes, der måler overbevisnings- eller adfærdsændring, ikke kun rækkevidde eller visninger.
• De underliggende data bag enhver omstridt offentlig påstand kan offentliggøres inden for en defineret tidsgrænse.
• De specifikke, dokumenterede årsager til lokal mistillid er identificeret frem for antaget (se Emne 4.2 — Tillid til det offentlige og borgerinddragelse).

Centrale kilder

Verdenssundhedsorganisationens infodemihåndteringsprogram, udviklet gennem covid-19-pandemien, er det mest fuldt udarbejdede eksempel på en offentlig institution, der behandler informationsvolumen og -hastighed som en variabel, der skal håndteres aktivt, frem for en bivirkning af en krise. OECD's arbejde med informationsintegritet, herunder dets «Facts not Fakes»-vurdering af, hvordan medlemsregeringer reagerer på disinformation, funderer dette emnes påstande om problemets institutionelle og grænseoverskridende dimension. Den akademiske litteratur om inokulationsteori og prebunking, især forskningen knyttet til Jon Roozenbeek, Sander van der Linden og deres samarbejdspartnere, funderer dette emnes påstande om, hvad der i kontrolleret forskning er vist at opbygge modstandskraft mod misinformation, før den spredes, i modsætning til at rette den bagefter.

Henvisninger

1. Misinformation — Wikipedia — https://en.wikipedia.org/wiki/Misinformation
2. Disinformation — Wikipedia — https://en.wikipedia.org/wiki/Disinformation
3. Inoculation theory — Wikipedia — https://en.wikipedia.org/wiki/Inoculation_theory
4. Media literacy — Wikipedia — https://en.wikipedia.org/wiki/Media_literacy
5. Infodemic — Wikipedia — https://en.wikipedia.org/wiki/Infodemic
6. Echo chamber (media) — Wikipedia — https://en.wikipedia.org/wiki/Echo_chamber_(media)
7. Filter bubble — Wikipedia — https://en.wikipedia.org/wiki/Filter_bubble
8. Fake news — Wikipedia — https://en.wikipedia.org/wiki/Fake_news
9. Crisis communication — Wikipedia — https://en.wikipedia.org/wiki/Crisis_communication
10. Political legitimacy — Wikipedia — https://en.wikipedia.org/wiki/Legitimacy_(political)
11. Social media — Wikipedia — https://en.wikipedia.org/wiki/Social_media
12. Gatekeeping (communication) — Wikipedia — https://en.wikipedia.org/wiki/Gatekeeping_(communication)
13. Infodemic — World Health Organization — https://www.who.int/health-topics/infodemic
14. Facts not Fakes: Tackling Disinformation, Strengthening Information Integrity — OECD — https://www.oecd.org/en/publications/facts-not-fakes-tackling-disinformation-strengthening-information-integrity_d909ff7a-en.html
15. Prebunking interventions based on "inoculation" theory can reduce susceptibility to misinformation across cultures — Roozenbeek, van der Linden, and Nygren, Harvard Kennedy School Misinformation Review — https://misinforeview.hks.harvard.edu/article/global-vaccination-badnews/